20. marts, 2019

‘Alchymist’ uden roser nedfra

Jeg sender jer et billede af en historisk rose. Den er af arten Alchymist Den er kraftig af vækst. Skuddene i toppen er næsten 5 m over jorden. Som det ses er der ikke megen vækst fra 0 til ,7 m over jorden. Der er selvfølgelig mest lys i den øvre del, men den står et sted med sollys det meste af dagen i sommerhalvåret. Skal den beskæres?

Jeg har trukket de mange lange skud ned i vandret og de giver mange blomster af en gul-rosa farve. Hvordan får vi den til at skyde i bunden?

Mvh Johan


Kære Johan
Det må være et festfyrværkeri af større dimensioner, når din ‘Alchymist’ fyrer hele bredsiden af, jeg vil ønske at du vil sende et billede, når den er i fuld blomst.
På grund af det særlige lys der er på billedet er det svært at se hvordan rosen ser ud i bunden, men som du beskriver det, så sætter den ikke nye skud fra bunden, og det skal vi have den til at gøre, ellers står du om nogle år med en rose der bliver alt for hurtigt gammel. Den står og blomstrer og er så tilfreds med sig selv, at den finder det unødvendigt at sætte nye skud.
Når rosen ikke af sig selv sætter nye skud fra bunden, så må vi provokere den til det. Derfor fjerner du en evt. flere af de ældste grene ved basis, under hensyn til hvor mange grene den har. Det bevirker, at den føler sig truet, og derfor skynder den sig at sætte nye skud.

Mange rosenhilsener og tak for spørgsmålet.
Birthe og Ernst