Blev roserne plantet for dybt?

Hej Ernst Jensen.

Jeg er kommet utrolig meget i tvivl om, om ikke mine nyplantede roser er plantet FOR dybt?

Jeg har plantet flere roser her i okt/nov, men i min iver for at gøre det så godt og lækkert for dem, så tror jeg, at de er kommet al for dybt ned. Jeg ved, at du siger 5-7 cm jord over podestedet, men jeg er grum bange for, at mine er en del mere under jorden.

På de små pinde der stikker op, der er flere knopper på nu, så de lever da om ikke andet, men de er altså også blevet forkælet med RhizoBio :).

Jeg ved ikke hvor langt under jorden at de er, men kan du bedømme på de vedhæftede billeder, om roserne står for dybt? Måske jeg skulle tage en dyb indånding og selv kradse lidt i overfladen og se, hvornår jeg kommer ned til podestedet, men det har jeg altså ikke fået gjort endnu, tør næsten ikke 🙁

HVIS de er plantet for dybt, kan jeg så på nuværende tidspunkt “trække” dem lidt op? Jeg havde forestillet mig, at tage en havegreb og løsne jorden forsigtigt rundt om roserne, og så forsigtigt trække dem længere op. Men er det en dum idé, og hvad kan jeg ellers gøre?.

På forhånd tak

Nybegynderen Dorthe Jensen

 


Kære Dorthe Nybegynder.

Jeg bliver rigtig glad når jeg ser billederne af dine nye bede. Du har drysset RhizoBio på rødderne, og du har lagt drænrør ned, så du kan vande dine roser i dybden. Det er sådan det skal være.

Som nybegynder kan man sagtens komme i tvivl. Du er nødt til at få ro i sjælen, og derfor skal du tage din lille håndskovl og forsigtigt grave så langt ned at du kan se podestedet. Herefter tager du et stykke bræt, som du sætter på højkant og trykker ned til færdig jordniveau, så kan du let måle, hvor langt podestedet er under niveau.

Hvis podestedet er for langt nede, så tager du godt fat i alle grenene på en gang og trækker forsigtigt indtil podestedet er hvor det skal være. Med den jord du har behøver du ikke løsne med greben. Dernæst, og det er meget vigtigt, så træder du jorden til igen omkring roden, for at sikre at rødderne har god jordkontakt. Brug metoden med brættet når du planter i fremtiden, så er du altid sikker på korrekt dybde.

Held lykke med arbejdet.

Mange rosenhilsener
Ernst