1. december, 2018

Månedens rose december 2018

Jacques Cartier

Jacques Cartier er en gammel flergangsblomstrende buskrose.  Den er velegnet til hæk eller i gruppe, men kan også stå alene eller mellem stauder.

Det er en grenet buskrose, op til 120 cm med stive oprette grene med mange små torne. Løvet er tæt, mørkegrønt og lidt læderagtigt.

Blomsterne sidder tæt sammen på korte stilke nærmest i en kvast ofte omgivet af blade og er.

Blomsterknopperne er faste og runde. Blomsten åbner sig med utallige små rosa kronblade ofte er blomsten firdelt med et øje af indadrettede kronblade. Duften er kraftig og behagelig. Blomstrer rigt fra juli til frosten kommer.

Jacques Cartier kan med fordel løbende beskæres let så man kan se alle blomsterne. En hårdere forårsbeskæring for at stimulere vækst og blomstring kan anbefales.

Forædler: Moreau-Robert, Frankrig 1868

Gruppe: Portlandsrose

Hvem var Jacques Cartier?

Jacques Cartier (1491-1557), som var døbt: Jakez Karter, var en fransk sømand og opdagelsesrejsende, der opdagede Canada. Han udforskede Saint Lawrence-floden og navngav byen Montreal. Cartier blev født i Saint-Malo på Bretagnes nordkyst (Kilde: www.historiensverden.dk )

Tekst: Anne Grethe Andersen Foto: Jan Christensen