3. januar, 2020

Månedens rose januar 2020

‘Gloire de Dijon’

‘Gloire de Dijon’ er en meget smuk noisetterose. (Ofte karaktiseres den også som en tenoissetterose, eller bare en terose). Dens afstamning er ikke helt fastlagt, man mener, at det er en krydsning af ”Desprez à Fleurs Jaunes” og bourbonrosen ”Souvenir de Malmaison”.  Førstnævnte rose er man ikke helt sikker på.

Forædlet i Frankrig af Pierre Jacotot og Henri Jacotot (1850).

De lysegule blomster er store, imponerende og fyldte. Når det bliver varmt går farven over i abrikosorange og i august/september bliver kronbladene mere rosa. Duften er stærk og parfumeagtig.

Bladene er store og fine og mørkegrønne. Desværre har rosen tendens til at få stråleplet.

Dens vækst er slyngende, kraftig og velforgrenet og kan blive 200 x 300 m.

Den blomstrer i juli og remonterer ofte, selv ved juletid kan der dukke et par blomster op.

Den skal absolut vinterdækkes. Den er sart og tåler heller ikke rigtigt den kraftige forårsol.

Trods dens sarthed og tendens til stråleplet er den al umagen værd at ofre tid og omsorg på.

Rosen er  optaget i World Federation of Rose Societies “Old Rose Hall of Fame”

Kilder:

Torben Thim: ”Historiske Roser”

Havens ABC.dk

Tekst: Helene Dreyer,  foto: Helga Moos Iversen