1. juni, 2019

Månedens Rose juni 2019

Fantin Latour

Fantin-Latour er en historisk rose som tilhører gruppen Centifolieroser.

Den danner en kraftig næsten tornløs busk, der bliver ca 160 cm høj og ligeså bred. Bladene er mørkegrønne.

Blomsterknopperne er røde, mens den udsprungne blomst er rosa, mørkest i midten. Blomsterne er store 6-8 cm og skålformede. Senere i blomstringen bliver blomsterfarven lysere og de yderste kronblade ruller tilbage, så der afsløres et grønt øje. Duften er dejlig og krydret.

Fantin-Latour er engangsblomstrende og blomstrer fra sidst i juni og 3 uger frem.

Rosen er meget fin som solitær plante, men er også god i et busket eller i espalier.

Blomsterne er desuden gode til afskæring.

Forædler ukendt

Synonym: Best Garden Rose

Rosen er opkaldt efter den franske blomstermaler Henri Fantin-Latour (1836-1904).

Kilder:

Hugo Lykke: Politikens bog om gamle roser 1998
Torben Thim: Historiske roser 1998
www.Helpmefind.com

tekst: Anne Grethe Andersen, foto; Marianne Reinholt