13. oktober, 2017

Nyplantning af roser

Jeg skal plante nye roser, har lige modtaget RhizoBio fra dig, men nu er jeg blevet usikker.

Bedet jeg vil genplante roser i har i 4 vækstsæsoner været uden roser, og måler ca. 8 m x 1 m så der skal plantes nogle stykker.

Jeg er nu i tvivl om, om jeg skal vente og så tagetes næste år og så først plante næste efterår, hvis ikke først foråret efter hvis tagetes skal være i jorden vinteren over, eller om jeg kan “nøjes” med at skifte jord i plantehullet?, hvilket også er et stort arbejde/omkostning, da jeg jo så nok skal købe noget rosenjord til at plante i, og i givet fald hvad anbefaler du til dette brug ?

På forhånd 1000 tak for svar.
Anne Ingerslev


Hej Anne.
Jeg går ud fra at du er medlem af Det Danske Rosenselskab, så har du måske/måske ikke læst i marts nummeret  2017 på side 10. det midterste afsnit i venstre spalte.

Her forklarer fhv. chefgartner  David Stone at man i alle National Trust haver i England for længst er holdt op med at skifte jord, i erkendelse af at virkningen er ret nytteløs, men i stedet bruger ”mikro-opstammere”  d.v.s RhizoBio eller tilsvarende produkt. Birthe og jeg har taget konsekvensen, så alt hvad vi har plantet eller omplantet i år, har vi blot tilført lidt ny rosenjord tilsat en skovfuld Simontorps komposteret kogødning i plantehullet og så 50 gram RhizoBio. Det er en stor lettelse. Når vi tænker tilbage så er det enorme mængder jord man har slæbt hjem og betalt for i dyre domme. Vi har jo meget let sandjord, så derfor tilsætte vi også noget granuleret ler, for at have noget til at holde på vand og gødning. Rosenjorden vi bruger er Osmo Rosenjord, den er rigtig god, køb ikke de billigste, de er ikke pengene værd.

Altså du skal bare plante nu, og hvis det er en god jord du har, så gør som vi, er det en dårlig jord, så brug noget mere af alt det gode.

Mange rosenhilsener

Ernst Jensen