15. december, 2019

RosenNyt 2019 nr. 4

Snart ligger det i postkassen, nyeste nummer at RosenNyt. Helt nyt layout både udenpå og indeni. I dette nummer er det holdt i douce toner, meget romantisk, meget feminint.

Annemette Lundgaard har designet og layoutet nummeret – og jeg ser frem til mere. Dejligt med fast venstrekant det gør det så læsbart. Mette Krog er tilbage som redaktør og gør det godt. En spændende, smuk, oplysende artikel af Gunnar Kragh og Jens Otto Petersen ligger helt i tråd med forsiden. `Flora´og de andre sempervirenshybrider giver os historien om den franske rosenforædler Antoine Jaques (1782-1866) som har skabt `Félisité og Perpetue´,`Flore´,`Reine de Belges´og mange flere. Rosernes oprindelse fint koblet op mod nutiden hvor roserne vokser hjemme i haven i Hejls med en nutidig historie som bringer os tilbage i fortiden. Elegant gjort.

Fra romantikken over på den anden side af kloden til Canada, hvor rosernes livsbetingelser er noget anderledes. Hårde lange vintre og korte somre kalder på andre roser. I artiklen: De canadiske Explorer-roser er det den candiske rosenforædler Dr. Felcitas Svedja’s liv og virke (1920-2016) der gemmengås. `Jens Munk´er en af hendes roser sammen med en masse andre. Artiklen er oprindeligt udgivet på tysk af Erich Unmuth, oversat af Torben Sander.  Der er masser af stof i nummeret, nyd lige de nordiske landes udpegning af hver sin “Årets rose” , om Rosenkreds Lolland-Falsters sommertur til Fyn og meget mere.