Roser i træ

Hej
Jeg forsøger at få nogle roser til at vokse op ad nogle træer. En “Willestrup” i et egetræ og en Rosa Helena “Lykkefund” i en hængepil, jeg ved godt det kan blive svært, de er plantet 40-50 cm fra stammen. De har det godt og ser sunde ud. Mit problem er at finde ud af hvad de skal vokse op ad. Er det ikke bedst at sætte en form for espalie/hegn op i træet, men hvilket?

De bedste rosenhilsner
Malene


Pauls Himalayan Musk Jens Otto Pedersen
Pauls Himalayan Musk foto: Jens Otto Pedersen

Kære Malene
Det er meget modigt at forsøge, at dressere ’Willestrup’ til at klatre i træer for det er den ikke født til. Både dens hoved- og sidegrene er ret stive og den vil aldrig nå op i de ønskede højder. Derfor får du aldrig drømmen om et blomstrende egetræ at se.
Roser der kan klatre i træer er dem der hvert år sætter bløde sommerskud på flere meter i løbet af sommeren og som stikker skuddene ud gennem løvet og sætter blomster i massevis. Disse egenskaber er ’Lykkefund’ i langt højere grad i besiddelse af, men at plante den ved et piletræ er ikke nogen god ide´. Pilen er et træ der i naturen vokser i moser og andre vådområder, fordi det netop er der den trives, da den skal bruge enorme mængder vand for at trives. Pilen tager først, og den levner ikke tilstrækkeligt med vand til rosen i de tørre perioder, så glem alt om noget i piletræet. Hvis du vil forsøge med ’Lykkefund’ ved egetræet så er det på egen regning og risiko. Hvis det er et gammelt egetræ så er roden stor og massiv, så hvis du vil gøre dig forhåbning om blot en rimelig succes, så skal du grave et plasticdrænrør ned ved rosen, så du kan vande. Du kan bruge et kraftigt tov til at lede grene ind mod træet indtil de er så kraftige at de kan bære sig selv. Hvis man virkelig skal have blomst i træer skal man vælge nogle af der bliver rigtig store engangsblomstrende, som f.eks. ‘Pauls Himalayan Musk’, ‘Filipes Kifsgate’, ‘Filipes Brenda Colwin’ eller ‘Seagull’. ‘Seagull’ bliver dog kun omkrig 5 meter høj.

Jeg er ked at være ”lyseslukker”, men vi gør klogt i at acceptere at roserne stiller nogle ufravigelige krav, hvis de skal berige os med en overdådig blomstring.

Mange rosenhilsener
Birthe og Ernst