Sen forårsbeskæring

I år er det helt galt med beskæringstidspunkt for 2 moschata roser. Mm Eva Schubert og Ghislaine de Feligonde. Sidste dag i marts var de totalt udsprungne og jeg havde endnu ikke beskåret. De andre roser opfører sig normalt for årstiden. – Skal jeg undlade beskæring i år eller kan jeg bare gå i gang som sædvanlig?
– Vil en evt. beskæring gå ud over blomstringen?
– Jeg fik ikke fjernet visne blomster på Eva Schubert i sommerens løb, derfor havde jeg glæden ved de mange mange mini-hyben, de holdt hele vinteren.
– Vil denne manglende indsats reducere blomstringen?


 

Jeg kan godt forstå at du er lidt forvirret, tro mig, det er du ikke ene om, for det er et meget usædvanligt og forvirret forår.

Det har altid været god latin, at vi beskærer roser i begyndelsen af april og senest på H.M. Dronning Margrethes fødselsdag, som alle jo ved, er den 16. april. En ting er hvad der er god latin, men noget andet er hvornår foråret har tænkt sig at komme.

I 2013 havde vi dagfrost langt hen i april måned og vi begyndte først at beskære den 18. april. Naturen og vejret kan vi ikke lave om på. Men det vi kan og skal er, at vi skal ”lytte” til naturen og iagttage hvad der sker i haven, og når foråret i år kommer med ekspresfart, så er vi nødt til at handle derefter. Lyt altid til vejrudsigterne, de er efterhånden meget sikre, og når der ikke længere er udsigt til dagfrost, så begynder vi så småt at skærpe opmærksomheden, og lytter til om der meldes om nattefrost. Så længe der er udsigt til hård nattefrost, ned til 5 – 6 grader, så holder vi Felcoen i lommen, men når dagtemperaturen stiger til tocifrede tal og når metrologerne kun melder om risiko for nattefrost på udsatte steder, så kan alle vi der bor i kystnære områder godt slibe saksen og gå i gang. Skulle der komme, og det gjorde der i år, nogle nætter med en til to graders nattefrost, så betyder det ikke noget, roserne er ligeglade.

Beskæring ved fremskreden forår (1) Beskæring ved fremskreden forår (2) Beskæring ved fremskreden forår (3) Beskæring ved fremskreden forår (4)

Men nu til det aktuelle. Alle roser er langt fremme i dette forår, og det gør de folk der endnu ikke har beskåret roserne nervøse, fordi roserne har masser af blade i toppen. I dag var jeg faktisk i en have, hvor roserne var uhyre langt fremme, og hvor ejeren havde besluttet slet ikke at beskære, af angst for at ødelægge noget. Det dur bare ikke.

Som det er lige nu, så er det netop kun i toppen, at roserne har masser af blade, længere nede er stænglerne helt bare, og det bliver de ved med at være, hvis ikke vi beskærer som vi plejer, for det er først når vi har beskåret, at de underliggende øjne vågner og begynder at sætte nye skud.  Så altså, hvis ikke vi beskærer, så kan vi hele sommeren se på blomsterne i toppen og nogle frygtelig kedelige bare ben.

Beskæring af moschata roser bør begrænses til, at man fjerner frostspidserne, og kun sjældent, og kun hvis det er tvingende nødvendigt foretager man en egentlig beskæring af hovedgrenene. Når man beskærer hovedgrenene kommer rosens vilde gener frem, og det viser jeg ved at den lige under beskæringspunktet har tilbøjelighed til at danne riskoste, der ligner en skorstensfejerkost. For hele tiden at holde rosen i god vækst, er det vigtigt hvert år at fjerne en eller flere af de ældste grene ved basis, det stimulerer rosen til at sætte nye skud, og på den måde holder vi rosen evig ung. At fjerne gamle hyben er ikke det samme som beskæring. Du skal absolut fjerne de gamle hyben tillige med hele den gamle blomsterstand som ellers vil være i vejen og mindske blomstringen.

Mange rosenhilsener
Ernst Jensen