Skadedyr i roser

Jeg har et problem med mine roser, sammenrullede blade, problemet var der lidt sidste år, men i år er det meget udbredt. jeg kan ikke plukke alle de sammenrullede blade af, så er planterne ribbet. Overvintrer insektet eller larven på planten eller i jorden?

Hvad kan jeg gøre, når først skaden er opstået?
Hvad kan jeg gøre forebyggende?

Med venlig hilsen
Gudrun Pedersen


Kære Gudrun

Skadevolderen er den lille rosenbladhveps. Når larverne har ædt sig tykke og fede forpubber de sig og overvintrer i jorden, men som sådan er de ikke skadelige. Det er først når de vågner til livet som voksne insekter og bliver flyvende, at de gør skade. Hunnen lægger sine æg i yderkanten på bladets underside, derefter stikker hun med læggebrodden langs midterrillen, dette bevirker at bladet ruller sig sammen som en cigar. Når æggene klækkes sidder larven godt beskyttet og kan udvikle sig og blive ædedygtig.

Det nytter ikke at sprøjte, for larven sidder godt beskyttet i sit hylster. Der er kun en ting at gøre, klip bladene af eller i hvert fald de småblade som er rullet samme, jo før du får det gjort, jo før sætter rosen nye blade. Bladene brændes eller uskadeliggøres og må ikke komme på komposten, her vil bladhvepsens cyklus nemlig forsætte. Den ultimative løsning er forebyggende sprøjtning, som i et “normalt forår” sker lige omkring den 1. maj evt. lidt før, med Calypso som har en virkningstid på tre til fire uger. Selvom midlet nærmest er lugtfri, så kan insekterne ikke lide det og derfor flyver de videre til et andet sted, hvor de kan lægge deres æg, måske hos naboen som ikke kender fidusen.
Held og lykke med projektet.
Mange rosenhilsener
Ernst Jensen