14. september, 2017

Slyngrose langs sydvendt mur?

På min datters vegne beder jeg om forslag til rose ( slyngrose ), der kan vokse under følgende forhold:

  • på lidt mager jord
  • ved mur stik syd
  • huset er rødt!

Jeg har to gode bud, og det er ’Compassion’ der er lyserøde/laksefarvet, der hos os er meget villig og meget kraftig, den anden er;

’White Nights’ som er hvid/cremehvid, begge bliver ca. 200 -250 cm, begge elsker de en varm mur, men ikke for varm. Derfor anbefales det at plante rosen ca. 40 cm ud fra soklen, det betyder rigtig meget for dens trivsel.

White Nights, foto: Mikkel Alø Hjarsaas

Den magre jord skal du/I gøre noget ved. En forudsætning for rosens trivsel er, at den får vand og gødning, og det kan den kun få hvis den jord den står i er i stand til at holde på vandet og dermed også pågødningen. Lav en blanding bestående af rosenjord af god kvalitet, ca. 1 liter granuleret ler samt en god skovfuld af Weibulls Simontorp komposteret kogødning, og en hånd fuld dun/fjer. Når du/I har plantehullet gjort klar drysser du 50 gram RhizoBio, som jeg ved du selv bruger, på de våde rødder eller på rodklumpen hen over plantehullet. Hvis det er barrods så kort rødderne af forinden til 25 cm.

Samtidig og det er meget vigtig, lægger du/I et stykke drænrør ned ved rødderne som rosen kan vandes gennem. Et liv som slyngrose er hårdt, når man skal stå ved en brandvarm sydmur, det kræver masser af vand og det geniale er, at man samtidig kan tilføre den perfekte gødnings mængde som flydende gødning. Så kan rosen ikke forlange mere, bortset fra en god forårs beskæring og fjernelse af visne blomster. Husk, roser skal have gødning, vand og kærlighed. De to første ting kan overdrives, men det kan den sidste ikke.

Held og lykke med projektet og mange rosenhilsener

Ernst

Øverste billede: ‘Compassion‘ foto: Ernst Jensen