Topskud ædt af dyr

Preven

Kære Brevkasse.
Mine flotte roser: ’Romance’ og ’Nostalgi’ har fået ødelagt topskuddene. De er som skåret eller klippet af. Hvilket dyr kan det være, der ikke under mig de smukke roser. Planterne var ellers kraftige og fine efter nedskæringen, men nu, jeg har haft dem siden 2004, jeg er grædefærdig.
Kan jeg få hjælp af Rosenselskabet, så vil jeg være taknemmelig.
Med venlig hilsen
Gudrun Ylander

Kære Gudrun

Jeg tror vi er mange der føler med dig, når man ser ens kæreste roser med alle topskud barberet systematisk af, er det lige til at tudbrøle over. Du fortæller ikke hvor du bor, det ville være rart at vide om der er skov i nærheden eller din nabo holder får, som kan være brudt ud af indhegningen, det skete for nogle af vore rosenvenner i Sønderjylland, og det blev der grædt tårer over.
Umiddelbart vil jeg sige at det er rådyr, de er stærkt i fremgang mange steder, og efter hvad jeg hører, er de et problem mange steder.
Hvis det er rådyr, kan du være sikker på at de kommer igen, så hvis du ikke vil have besøg, er der kun en eneste effektiv mulighed, du sætter hegn op.

De bedste hilsener

Birthe og Ernst

Kære Birthe og Ernst.

Tak for besvarelsen. Det kan ikke være rådyr, der har gnavet af roserne. Vi bor på en almindelig parcelhusgade i Rinkenæs, 6300 Gråsten. Men hvad kan det så være? Jeg var ude og fotografere et par typiske eksemplarer i går. Et trist syn.

.Nu viser det sig at samme skæbne har flere andre slags roser et andet sted i haven også fået.

Har I et andet bud? På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Gudrun Ylander.

Kære Gudrun

Som jeg skrev tidligere, så er rådyr i stærk fremgang, det er meget karakteristisk at de lige tager topskuddene, så jeg holder stadig på at det er rådyr, og det er ikke usædvanligt at de går ind i beboelseskvarterer. Vi må komme videre, det går jo ikke at vi ikke får afgjort hvem det er der spiser dine roser.

Jeg vil foreslå at du kontakter en jagtforening, og spørger om de ikke kan sætte et vildtkamera op, det er et kamera der kan fotografere i mørke og det reagere for bevægelser, så får vi afgjort hvem af os der har ret. Når du i Kraks søgefelt skriver Gråsten Jagtforening kommer der flere jagtforeninger.

Lad mig høre hvad synes om forslaget.

Bedste hilsen

Ernst

Kære Ernst.

Jeg vil overveje at kontakte en jagtforening, tak for ideen. Foreløbig tager jeg til ”åben have” i Kruså på søndag og ellers spørge i nabolaget, om man der har lignende problemer. Jeg vil holde dig underrettet, hvad der kommer ud af det.

Med venlig hilsen

Gudrun